Plejehjemsbeboere blev opkrævet for kaffe og saftevand: Nu får de millionbeløb tilbage

Borgerne har ved en fejl betalt for drikkevarer, som egentlig var inkluderet i deres fulde forplejning, og de penge vil kommunen nu betale tilbage.

972 nuværende og tidligere beboere på et af Rudersdal Kommunes plejecentre kan se frem til at få et brev fra kommunen i den nærmeste fremtid.

De skal nemlig have penge tilbage, fordi de i årene 2021 og 2022 er blevet opkrævet penge for drikkevarer, som de ikke skulle have betalt for.

- Der er ikke andet at sige, end at det er en fejl, og det er vi kede af. Men beregningerne er ret komplicerede, og vi var ikke opmærksomme på, at te, kaffe og saftevand ikke må takseres, fortæller Magrethe Wivel, der er områdechef i Rudersdal Kommune.

For en borger, der har boet på et plejecenter i hele perioden, kan beløbet være op til cirka 11.700 kroner. Kommunen anerkender, at det er ærgerlige penge at stå og mangle.

- Ja, vi forstår godt, at det kan være mange penge, og vi forstår også godt, hvis borgerne er utilfredse, og derfor får de nu også pengene tilbage, fortæller Magrethe Wivel.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Opdagede fejlen tilbage i maj

Social- og Sundhedsudvalget har allerede godkendt tilbagebetalingen, som efterfølgende skal behandles i Økonomiudvalget, før den endelige godkendelse i kommunalbestyrelsen.

Fejlen blev allerede opdaget tilbage i maj måned sidste år, men det er først nu, at kommunen har det fulde overblik over, hvor mange penge der er tale om.

- Det har taget lang tid, fordi hvert plejecenter har haft forskellige takster på drikkevarerne, og vi skulle jo ind på hver eneste borger og se, hvor meget de har betalt. Flere har også skiftet plejecenter undervejs, og derfor har vi først et overblik nu, fortæller Magrethe Wivel.

quote Ja, vi forstår godt, at det kan være mange penge, og vi forstår også godt, hvis borgerne er utilfredse

Magrethe Wivel, områdechef

De berørte borgere vil i februar modtage et brev med information om baggrunden for tilbagebetalingen, hvor det også vil fremgå, hvor meget de kan forvente at få tilbagebetalt.

Pengene betales i februar

Og selvom sagen endnu ikke er behandlet i Økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen, så forsikrer Magrethe Wivel borgerne om, at pengene vil være på borgernes NemKonto til februar.

- Det skal simpelthen formelt godkendes i kommunalbestyrelsen, før vi kan udbetale pengene. Men borgerne kan forvente at få pengene tilbage i februar, fortæller hun.

Hvis borgeren er afgået ved døden inden tilbagebetalingen, vil beløbet gå til de efterladte, der sidder i uskiftet bo. 

I de tilfælde kan der dog gå længere tid, og kommunen vil kontakte Skifteretten for at få de nødvendige kontaktoplysninger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik