27-årig mand stukket med kniv i låret

Foto: TV2/Lorry

Politiet fandt lørdag en stærkt blødende mand i en opgang i Glostrup, hvor han var blevet stukket med en kniv.

En 27-årig mand fra Glostrup blev lørdag eftermiddag stukket i låret med en kniv og er nu indlagt på Hvidovre Hospital.

Lidt efter klokken 15 fik politiet en anmeldelse om, at der lå en stærkt blødende mand i en opgang i en boligblok på Sportsvej i Glostrup.

- Han har fået et ret dybt stik i låret, men han er uden for livsfare. Vi behandler sagen som grov vold og ikke som et drabsforsøg, siger vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi i Albertslund, Leif Bonde.

Politiet ved foreløbig ikke, hvem der har stukket den 27-årige, som i øvrigt er kendt af politiet i forvejen.

- Han har opholdt sig i en lejlighed på adressen i flere dage, hvor der er blevet festet. Han er så kommet i klammeri med nogen i opgangen, da han formentlig i beruset tilstand er på vej væk, siger Leif Bonde.