Politi om dødsvold: Nogen beskytter voldsmænd

Cem Aydin blev slået ihjel den 19. januar i år Foto: TV 2 Lorry

Politiet har navne i kikkerten, der kan stå bag overfaldet, der kostede den 21-årige Cem Aydin livet.

- Nogle - familie, kærester, ekskærester eller venner - må sidde med en ufattelig dårlig smag i munden.

Sådan siger politikommissær Hans Erik Raben fra Københavns Politi, efter at efterforskningen af det brutale overfald på den 21-årige Cem Aydin den 19. januar er stødt mod en mur.

Se indslag: Politiet efterlyser vidner

- Vi har konkrete, spændende navne, og vi er ret sikre på, at vi også har nogle af de rigtige, vi har bare ikke beviser nok til at gå ud og anholde, siger Hans Erik Raben til Ritzau.

Københavns Politi beder derfor inderligt personer med viden om overfaldet, om at komme frem.

- Vi kommer med en kraftig og inderlig appel om, at de kommer frem. Det er så groft, at han bliver tæsket til døde og det skal ingen gå fri for. Men vi skal bruge hjælp, for vi kan ikke løfte den det sidste stykke, fortæller politikommissæren.

Torsdag den 19. januar var 21-årige Cem Aydin i byen med sin kæreste. Ved 22.30-tiden tog de afsked, og Cem Aydin begav sig til fods hjemad mod Frederiksberg. Men da han nåede frem til Kong Georgs Vej ventede et tæskehold på 8-10 personer i aftenmørket. Den 21-årige mand forsøgte desperat at flygte ad et stisystem, men blev indhentet og gennembanket.

Skaderne var så alvorlige, at familien dagen efter slukkede for hans respirator.

Politiet har efterforsket i fire retninger, hvad angår hovedmotivet:

Æresrelateret, jalousi, økonomisk mellemværende eller hævn. I øjeblikket er politiet ret sikker på, at overfaldet var æresrelateret.

- Vi har brugt rigtig mange ressourcer på sagen, og vi har haft familien inde til en snak, og de er hamrende frustrerede, siger Hans Erik Raben.

Cem Aydin var ikke selv en del af bandemiljøet, men kan have kendt nogen, der er.

Tip os Har du et godt tip?