Tilsyn: Det Kongelige Teater bryder loven

Foto: Lorry

Det Kongelige Teater risikerer en bøde i forbindelse med arbejdsulykke, oplyser Arbejdstilsynet.

Det Kongelige Teater har brudt arbejdsmiljøloven, og nationalscenens ledelse risikerer derfor en politisag og bødepålæg.

Det oplyser Arbejdstilsynet til Kulturen på TV 2 News.

Konklusion kommer efter, at tilsynet har undersøgt ulykken i Skuespilhuset sidste fredag, hvor en 100 kilo tung kulissevæg faldt ned over skuespilleren Søren Sætter Lassen, der brækkede skinnebenet samt pådrog sig fire knoglebrud i ryggen

Den tragiske ulykke var aldrig sket, hvis sikkerheden havde været på plads, og Nationalscenen har derfor modtaget et påbud fra Arbejdstilsynet, der kræver, at teatret effektivt sikrer sig mod lignende ulykker i fremtiden.

- Der er sket et brud på arbejdsmiljøloven. Påbuddet er givet for at sikre os, at det ikke sker igen.

- De skal straks rette op på det, fortæller tilsynschef i Arbejdstilsynet, Kjeld Mann Nielsen, til Kulturen på TV 2 News.

Helt konkret manglede teatret en effektiv foranstaltning, der kunne forhindre, at kulissevæggen kunne vælte i den forkerte retning.

Teatret har frist til den 22. september til at overbevise Arbejdstilsynet om, at sikkerheden er i orden.

På Det Kongelige Teater arbejder de i øjeblikket på at leve op til Arbejdstilsynets påbud, og kommunikationschef Eva Hein fortæller, at det vil ske inden for tidsfristen.

Alligevel kan overtrædelsen føre til en politisag mod Det Kongelige Teater.

- I næste fase vil vores jurister vurdere, om det er en mindre eller større overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.

- Hvis det viser sig at være en større overtrædelse, vil vi kontakte politiet og bede dem gå videre i forhold til en bøde, forklarer tilsynschef Kjeld Mann Nielsen.

Tip os Har du et godt tip?