Huskøb kun for millionærer

Foto: Lorry

I tre af landets kommuner skal man være millionær for at kunne købe hus. Alle tre kommuner ligger her i hovedstadsregionen.

Det kræver en syvcifret årsindkomst at købe en gennemsnitlig villa på 140 kvadratmeter i de tre kommuner Rudersdal, Gentofte og Frederiksberg.

Det viser en ny undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden EDC.

I en lignende undersøgelse fra 2006 var der 16 kommuner, hvor det krævede en millionær-titel at være husejer.

Det er flere års faldende boligpriser, som har betydet, at flere har fået mulighed for at købe drømmeboligen, fortæller Jan Nordmann fra EDC til Ritzau.