Tog holder stille i København

Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

Computerfejl giver problemer i og omkring København. Tog på kystbanen og mod lufthavnen kører ikke. Der er opstået store problemer for togtrafikken i og omkring hovedstaden lørdag.

En række signaler virker ikke, og også skiltning og højtalerudkald er gået ned. Det er de tog, der ellers skal køre mellem lufthavnen, København H og Østerport, der holder stille, oplyser Banedanmark.

Også kystbanen på strækningen mellem Helsingør og Hellerup er gået i stå. Derfor er der bestilt busser som erstatning.

Problemerne skyldes en fejl, der er opstået på computeren, der styrer signalerne.

Umiddelbart kan Banedanmark ikke sige noget om varigheden af problemet.

Nogle forsinkelser løber op i omkring en time, meddeler selskabet, som også fortæller, at togene mellem Korsør og Nyborg forsinkes med cirka tre kvarter.

Som nævnt kniber det alvorligt med kommunikationen, idet højttalere og skilte på perronerne ikke virker.

Banedanmark oplyser, at man har rekvireret medarbejdere til at løse problemet.

Tip os Har du et godt tip?