Dansk mand fundet død i svensk havn

Foto: Lorry

Identifikation mangler, men svensk politi har formentlig fundet liget af den forsvundne dansker Claus Hvidt.

En dansk mand er fundet død i Helsingborg Havn. Der er formentlig tale om den forsvundne 69-årige dansker Claus Hvidt, der aldrig kom over med færgen den 1. juli i år. Det skriver Lokalavisen.dk.

Politiet har videooptagelser af danskeren, der går om bord. Men optagelserne viser ikke, at han forlader skibet for at gå i land i Sverige.

- Vi kan ikke se på optagelserne, at han er sprunget i vandet, men i Helsingborg har man nu fundet liget af en mand med papirer, som fortæller, at han er Claus Hvidt, siger vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.

Politiet i Sverige har endnu ikke identificeret manden endeligt. Et kørekort og andet identifikation viser dog, at der formentlig er tale om den forsvundne dansker fra Charlottenlund.

Politiet formoder ikke, at der er sket noget kriminelt i forbindelse med danskerens tur på færgen.

Tip os Har du et godt tip?