Skolekørsel har nedlagt 14 taxaer i Køge

Foto: Lorry

Skal man hjem fra byen fredag-lørdag aften, kan det være svært at finde en hyrevogn og der kan være lang ventetid på stationen. Antallet af taxaer i Køge er nemlig kraftigt formindsket de seneste år, skriver DAGBLADET Køge.

I 2012 er der registreret 31 aktive taxitilladelser i Køge, mens der lige efter kommunesammenlægningen i 2007 var 38 fra den gamle Køge Kommune og syv fra Skovbo, altså 45 i alt, oplyser kommunen. Ergo kører der 14 færre taxier rundt i Køges gader og veje.

- Lige nu er situationen meget, meget dårlig. Vi har intet at lave i hverdagen, så det kan ikke blive værre, og flere vognmænd står på nippet til at afgive bevilling. Weekend-aftenerne går det nogenlunde, men det kan vi ikke leve af, siger Michael Gudbergsen, lokalt bestyrelsesmedlem i Taxa Selandia Team Køge til DAGBLADET Køge.

Sidste år vandt Torkilstrup Bus A/S kørslen med at fragte elever, ældre, patienter og handicappede til og fra skole, læge og dagcenter i en stor udbudsrunde.

Tabet af Køge Kommune som kunde er netop årsagen til, at der nu er længere mellem taxierne, mener Michael Gudbergsen. Han forventer, at der vil forsvinde yderligere fire-fem taxier inden for det næste halve år. Det vil gå ud over borgerne.

- Jo flere bevilliger der bliver afleveret, des flere spritbilister kommer der på vejen. Fremtiden bliver, at der bliver færre og færre taxaer i Køge, siger bestyrelsesformanden.

Hos Køge Kommune forklarer man, at man har gjort som en lang række kommuner ved at lægge kørslen i udbud for at sikre sig den bedste pris, men at markedskræfternes spil naturligt vil gå ud over Taxa Køge.

Tip os Har du et godt tip?