Mand overlever knivoverfald på Amager

Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

En kvinde er anholdt og mistænkt i forbindelse med et alvorligt knivstikkeri lørdag i Telemarksgade på Amager.

Den 45-årige mand, som lørdag blev stukket i maven med en kniv på Amager, lader til at være uden for livsfare. Det oplyser Københavns Politi.
Manden blev i første omgang meldt i overhængende livsfare efter det alvorlige knivstikkeri. Men han overlever sandsynligvis overfaldet, lyder beskeden fra lægerne.
- De betragter ham som stabil på Rigshospitalet, hvor han skal skannes og overføres til den intensive afdeling, fortæller den centrale efterforskningsleder Emil Jensen fra Københavns Politi.
Knivstikkeriet fandt sted i en lejlighed på Telemarksgade 27, og manden er sandsynligvis beboer i lejligheden.
Politiet har anholdt en kvinde, der var til stede i lejligheden, og som mistænkes for at have stukket manden. Hun er sent lørdag eftermiddag endnu ikke blevet afhørt.
Det er muligvis en gammel konflikt mellem parterne, der er årsag til knivstikkeriet.