Dom sætter stop for kopimøbler

Arkivfoto Foto: Lorry

Kopierede design-møbler må ikke mere sælges i Danmark.

Kopiproducenten Voga Furniture, der opererer fra Storbritannien, må ikke længere markedsføre deres kopier af kendte møbelklassikere til danskerne. Det er udfaldet af en dom fra byretten i Hillerød - og det vækker glæde hos producenterne af de klassiske møbler.

- Det er en vigtig dom for os. Kopiproducenterne snylter på vores produkter, varemærker og designere, siger Jacob Holm, adm. direktør for Fritz Hansen A/S, en af sagsøgerne.

Blandt andre sagsøgere var selskaber som Louis Poulsen, Carl Hansen & Søn, der producerer Wegner-stole, og Fredericia Furniture, der fremstiller Børge Mogensen-klassikere.

Ifølge dommen må Vogas hjemmeside ikke markedsføre kopierne over for kunder i Danmark eller udbyde kopierne til salg. De må ikke annoncere i danske medier for kopierne eller vise billeder af dem.

- Denne vigtige dom vil betyde, at vi nu mere aggressivt kan forfølge andre virksomheder som Voga, siger Jacob Holm.

Tip os Har du et godt tip?