S beder kontroversielt byrådsmedlem om trække sig

Foto: TV2/Lorry

Socialdemokratisk kredsbestyrelse beder medlem om at forlade byrådsgruppe efter kineser-udtalelser.

Kredsbestyrelsen for Socialdemokraterne i Helsingør ønsker ikke længere at have den kontroversielle politiker Fuat Yalan med i byrådsgruppen.

Det blev konklusionen af et ekstraordinært møde mandag eftermiddag.

- Jeg håber, det bliver 140 grader og alle kinesere bliver brændt, så er verden fri for det kineserlort, skrev Fuat Yalan på sin Facebookprofil for nylig.

Han har også nævnt, at "hvis der stod en kineser lige foran mig nu, ville jeg skyde ham".

Disse udmeldinger fået en enig kredsbestyrelse til at bede politikeren om at træde ud af den socialdemokratiske byrådsgruppe.

- Det er så voldsomme udmeldinger, der strider imod vores socialdemokratiske værdier, at vi derfor mener, at Fuat Yalan ikke kan repræsentere vores parti, skriver kredsformand Vibeke Schmidt i en pressemeddelelse.

- Kredsbestyrelsen kan, som tidligere udmeldt, under ingen omstændigheder acceptere Fuat Yalans udtrykte holdninger på trods af hans undskyldning.

Fuat Yalan skal til kredsformanden meddele sin udtræden af byrådsgruppen senest den 6. august klokken 18.

Sker dette ikke vil kredsbestyrelsen indkalde partiforeningernes medlemmer til en ekstraordinær kredsgeneralforsamling med henblik på at afklare Fuat Yalans fortsatte tilknytning til Socialdemokratiet.

Det er ikke første gang Yalan optræder som kontroversiel i medierne. Han har kaldt Israel for et terroristland og i 2002 sagt, at han skammer sig over at være socialdemokrat.

Han har desuden været på listen over de byrådspolitikere i landet med mest fravær.