Stormoske skudt op i al stilhed

Foto: TV2/Lorry

Minareten mangler at blive sat på plads og den indvendige del af kuplen at få maling, men så står Danmarks første rigtige stormoske om kort tid også klar til brug.

Og mens andre moskeprojekter, herunder den planlagte stormoske på Amager, er løbet med en del af opmærksomheden, er det på et år lykkedes at rejse en 6.800 kvadratmeter stor moske med bederum, kontorer, reception og bibliotek i Rovsinggade i Københavns Nordvestkvarter, skriver Politiken.

»Der er selvfølgelig mange moskeer rundt omkring. Men Danmark er det eneste land i Europa, hvor du ikke kan finde en moske med minaret og kuppel. Det har vi fået nu«, siger formand for medieudvalget i Dansk Islamisk Råd Mohamed Al Maimouni, som står bag opførelsen af moskeen.

Med til at forklare det hurtige moskeprojekt er ifølge Politiken, at den nu afgåede Emir af Qatar har stået for hele finansieringen af mosken på 150 millioner kroner.

Lektor ved Center for Mellemøststudier på SDU Torben Rugberg Rasmussen er blandt flere islamforskere, som end ikke havde hørt om projektet. Han ser med en smule skepsis til den mellemøstlige finansiering af moskeen.

»Der kan jeg godt blive lidt betænkelig. Hvem har kontrollen, hvem sætter den politiske og teologiske dagsorden? Men vi ved ikke nødvendigvis, at finansieringen kommer til at påvirke det teologiske«, siger han til Politiken.

Ifølge Mohamed Al Maimouni er trossamfundet »moderat«: »Vi mener, islam skal tilpasse sig det sted, man er, det er ikke det samme i Danmark som i Egypten«, siger han til Politiken.