FC København fortsætter elendig sæsonstart

Foto: TV2/Lorry

Søndag eftermiddag fortsatte kvalerne for FC København, som tabte for tredje gang i træk i Superligaen.

FC København ligner et hold på spillemæssig og mental krisekurs efter sæsonens tredje nederlag af tre mulige.

Efter to nederlag i Jylland havde de danske mestre ellers hjemmebanefordel i opgøret mod Randers FC, men lige lidt hjalp det, da man leverede en skidt indsats og løb ind i et 1-3-nederlag, der udløste pibekoncert fra de utilfredse FCK-fans.

 

Thomas Delaney havde ellers bragt værterne fortjent i front, da han midtvejs til pausen og efter et vedvarende FCK-pres med hovedet skaffede en 1-0-føring.

 

Men efter 35 minutter tog FCK-defensiven sig en gevaldig blunder og tillod Superligaens øjeblikkelige topscorer Ronnie Schwartz at udligne til 1-1 efter Jonas Borrings tværpasning, og det var starten på enden for FCK.

På fem skæbnesvangre minutter for FCK i anden halvleg skaffede Jonas Borring således sit hold en 2-1-føring, og det udbyggede Nicolai Brock-Madsen lidt senere til slutresultatet 3-1.

 

FCK-træner Ariël Jacobs havde på forhånd bedt sine spillere agere i stedet for at reagere, og belgieren kunne med tilfredshed se sine spillere have bolden meget og skabe et stort antal chancer i opgørets indledning.

Men efter Randers' udligning i første halvleg blev spillet mere usammenhængende og til tider forkrampet for det lidende mesterhold, der ligner et mandskab med brug for meget mere energi og flere kreative kræfter.

 

FCK gæster i næste weekend sølvvinderne FC Nordsjælland i Farum, men i stedet for at være den ventede topkamp er det nu et regulært bundbrag.

Med nederlaget er FCK fortsat placeret på Superligaens sidsteplads.