Unge graffitimalere leger med livet i metroen

Arkivfoto Foto: TV2/ Lorry

Selvom det er livsfarligt at befinde sig i de underjordiske metrotunneller, så bevæger graffitimalere sig alligevel derned for at svinge spraydåsen.

Det gjorde de sidst for et par dage siden, da en af tunnellerne på Nørreport Station blev graffitimalernes lærred. Det skriver DR P4 København.

Men den livsfarlige hobby kan koste dem livet, siger vagthavende driftschef i Metroen, Jan Bräuner.

- Som udgangspunkt er der der fuldt strømsat dernede, og samtidig så ved de jo ikke, om der kommer tog. Og når du er nede i røret, og ikke lige står på 'walkwayen', altså den vi skal evakuere fra, jamen så er der ikke plads i røret, og så går det altså galt. Så det er livsfarligt, siger han til DR P4 København.

Driftschef: Banen kan ikke overvåges

De ubudne gæster får adgang til undergrunden ved at gå ind i tunnelåbningerne ved Solbjerg, Islands Brygge og Øresund.

Graffitimalerne har sprayet i tunnellerne, lige siden metroen åbnede for knap 10 år siden. Men selvom Metroen længe har kendt til problemet, så afviser Jan Bräuner, at man vil gøre noget ved det.

- Hvis vi skulle forhindre det, så skulle vi jo sådan set overvåge hele banen fysisk, og det ville jo koste en formue. Det kan slet ikke lade sig gøre, siger Jan Bräuner og fortsætter.

- Så skulle vi jo pakke hele Metroen ind, altså lave det som et lukket system. Og det har man valgt ikke at gøre, så risikoen er der jo, siger han til DR P4 København.

Der findes ingen tal for, hvor mange der maler graffiti i tunnellerne, men Metroen regner med, at det sker en håndfuld gange hvert år.

Der er endnu ingen graffitimalere, der er kommet til skade, så vidt Metroen er orienteret.