Lyngby om racistiske tilråb: En skændsel

Foto: Lorry

Fodboldklubben tager afstand fra racisme mod en af klubbens spillere.

Fodboldklubben Lyngby Boldklub har reageret skarpt på de racistiske tilråb, der torsdag aften blev råbt af klubbens egne fans mod klubbens spiller David Boysen under kampen mod HB Køge i 1. division.

Læs også: Lyngby-spiller lagt for jødehad

- Vi tager i Lyngby Boldklub afstand fra enhver form for racisme, og de mennesker, som har ytret racistiske tilråb, er ikke folk, som vi nogensinde igen ønsker at se i forbindelse med Lyngby Boldklub, meddeler Lyngby i en erklæring på klubbens hjemmeside.

Erklæringen har blandt andre spillertruppen, cheftræner Johan Lange og Lyngbys ledelse som afsendere.

- Disse kujonagtige angreb skal stoppes øjeblikkeligt, og vi kan kun opfordre til, at vores øvrige fans hjælper os med at forebygge og stoppe disse ytringer, når de sker, samt udpege personer, som optræder racistisk på hjemme- eller udebane.

- Det er en skændsel for Lyngby Boldklub, for klubbens mange almindelige fans, for klubbens omdømme og for sporten som helhed. Og så har det naturligvis også personlige konsekvenser for den udsatte - i dette tilfælde David, som er dybt berørt af episoden, skriver klubben.

David Boysen, der har israelske rødder, reagerede selv på sin Twitter-profil efter kampen mod HB Køge.

- Tak til (nogle) Lyngby fans for at svine min familie til. Tak for at blive kaldt jødesvin (er konfirmeret kristen i DK). Værdsætter støtten, skrev David Boysen.

Lyngby Boldklub vil forsøge at få identificeret de personer, som stod bag de racistiske tilråb.