Tyv tilkaldte ambulance: Stjal senere på krykker

22-årig mand skal fire måneder i fængsel, da han tog på tyvetogt på krykker samme sted, som han kom til skade.

 Ofte vender gerningsmanden tilbage til gerningsstedet, og det gælder også for en 22-årig mand, der onsdag blev idømt fire måneders fængsel for et villaindbrud i Hvidovre, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Under et grundlovsforhør forklarede den 22-årige mand fra Næstved, at han om formiddagen knuste en rude i en villa og trængte ind sammen med to medgerningskvinder på 19 og 23 år.

Desværre skar han sit ben så meget på ruden, at han så sig nødsaget til at tilkalde en ambulance til gerningsstedet.

Vendte tilbage efter hospitalsbehandling

Efter at være hospitalsbehandlet vendte tyvetrioen tilbage til villaen ved middagstid. Her gik kvinderne ind for at hente flere effekter, mens den 22-årige ventede udenfor - nu udstyret med krykkestokke.

Årvågne naboer opdagede imidlertid indbruddet, tilkaldte politiet og tilbageholdt de tre tilbagevendende tyve.

Det lykkedes kvinderne at stikke af, men en politihund fik dem hurtigt opsnuset.

Kvinderne blev løsladt efter afhøring, hvorimod deres mandlige kollega, som før er dømt for berigelseskriminalitet, fik fire måneders fængsel.

Han erkendte sig skyldig og måtte rykke direkte i fængsel.