Slot sat til salg for 100 millioner kroner

Foto: Lorry

Lystejendommen Gurrehus med Gurre Slotsruin og Gurre Sø som nærmeste nabo er blevet sat til salg for rekord-prisen på 100 millioner kroner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis tirsdag.

En liebhaver-ejendomsmægler har den seneste tid annonceret et enestående nordsjællandsk slot til salg for intet mindre end 100 millioner kroner i medier målrettet velhavende læsere.

Den opsigtsvækkende annonce, der blandt andet lokker med enestående udsigt og et slot der for år tilbage har huset kongelige beboere, indeholder imidlertid ikke nogen oplysninger om den nærmere beliggenhed og adresse - eller hvem der er sælger. Frederiksborg Amts Avis kan i dag afsløre, at der er tale om slottet Gurrehus med Gurre Slotsruin som nærmeste nabo, som i denne tid er ved at gennemgå en gennemgribende renovering bestilt af ejeren Anders Vestergaard-Jensen.

Slottet, som i en længere årrække frem til 1950erne var ferieresidens for Prins Georg af Grækenland, har et grundareal på over 43.000 kvadratmeter og et boligareal på over 2500 kvadratmeter i selve slottet.

Dertil kommer en staldbygning på over 700 kvadratmeter.

Lige nu er slottet, som først ventes færdigrenoveret næste år, den dyreste beboelsesejendom til salg hos ejendomsmæglerne. Således er der mere end 20 millioner ned til den dyreste ejendom hos Ejendomsmæglerforeningens prisportal Boligsiden.dk. Den ejendom ligger på Taarbæk Strandvej, og koster 77,7 millioner kroner.

Slottet har en historie helt tilbage til 1500-tallet, men er sin nuværende form opført i 1880erne og senere ombygget i årene omkring 1. Verdenskrig.