Politiet anholder 26-årig for fem bombetrusler

Foto: Lorry

Manden sigtes for onsdagens tre bombetrusler på Bornholm samt to i København.

 

Politiet har anholdt en 26-årig mand, der sigtes for flere bombetrusler på Bornholm og i København.

 

- Manden blev anholdt på sin bopæl i Nykøbing Falster af Københavns Politi i går, siger politikommissær Peter Jørgensen fra Bornholms Politi lørdag morgen til Ritzau.

 

Bombetruslerne blev fremsat onsdag i flere e-mails.

Tidligt om morgenen modtog Danske Bank en mail om, at der var placeret bomber i bankens to bornholmske filialer i Rønne og Nexø.

 

Bornholms Politi tog ingen chancer og fik fløjet bombehunde og mandskab i helikopter til øen fra København. Man fandt dog hverken sprængstof eller bomber, så alarmen blev afblæst.

 

Men kort efter modtog Hotel Fredensborg i Rønne en e-mail om, at der var placeret en bombe på hotellet, og at den ville gå af mellem klokken 14.00 og 15.00.

 

Hotellets gæster og personale måtte evakueres, mens bombehundene gennemgik bygningen. Men heller ikke her var der spor af en bombe.

 

Samme dag sendte manden ifølge sigtelsen også e-mail med bombetrusler til SAS-hotellet i København og til Københavns Hovedbanegård.

 

Hvorfor den 26-årige sendte bombetruslerne, har politiet ifølge Peter Jørgensen en god idé om.

 

- Vi ved godt, hvad der ligger bag, men det vil vi ikke ud med offentligt endnu, siger han.

 

Den 26-årige, der lørdag fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten i København, er kendt af politiet for mindre ting.

 

- Men ikke for noget, der ligner det her, siger Peter Jørgensen.