Bombetrussel mod Danske Bank i Glostrup

Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Dansk Banks afdeling på Hovedvejen i Glostrup er fredag eftermiddag evakueret efter en bombetrussel.

Københavns Vestegns Politi måtte fredag eftermiddag afspærre området omkring Dansk Banks afdeling på Hovedvejen i Glostrup efter en bombetrussel.

 

Det oplyser politiets vagtchef, Kim Svenningsen.

En person ringede til banken klokken 14.50 og meddelte, at der lå en bombe i banken.

 

Det fik politiet til at evakuere de tilstedeværende, mens området omkring banken også blev tømt for mennesker, mens politiets bombehunde afsøgte banken.

 

Lige knap tre timer senere kunne hundenes specialtrænede snuder konstatere, at der var tale om falsk alarm, oplyser vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Kim Svenningsen.

 

Onsdag måtte Dansk Banks afdelinger i Rønne og Nexø på Bornholm ligeledes evakueres efter bombetrusler, der i de bornholmske tilfælde blev sendt via mails.

Også her var der tale om falske alarmer.