FCK-træner: Cornelius' afløser er endnu ikke på plads

Foto: TV2/Lorry

FC København henter ikke flere angribere. Men ifølge cheftræner Ariël Jacobs er hierarkiet ikke sat endnu.

Det er fortsat uvist, hvem der skal lukke hullet som angriber i FC København, efter Andreas Cornelius skiftede til walisiske Cardiff her i sommerpausen.

Det siger holdets cheftræner Ariël Jacobs, da mestrene mødte op til træning torsdag.

- Cornelius forlod klubben som topscorer, så han er ikke nem at erstatte. Men jeg tænker, at vi først vil se på den nuværende trup.

- Og så tænker jeg, at der er fem uger til, at sommerens transfervindue lukker, hvor der fortsat er muligheder, siger cheftræneren.

Andreas Cornelius nåede kun at spille en sæson i Danmarks bedste fodboldrække, før han blev solgt for et rekordhøjt beløb til Cardiff.

Det skyldtes især, at den kun 20-årige angriber formåede at gøre debut i Superligaen, som ingen andre har gjort det før, ved at score hele 18 mål for FCK.

Sportsdirektør Carsten V. Jensen afslører dog, at selvom klubben muligvis stadig leder efter forstærkninger til holdet, så vil der ikke blive hentet flere angribere ind i dette transfervindue.

- Der er lukket ned. Vi kan se, at vi ikke ender op med at have helt samme profil af en angrebsspiller. Men det bliver der kompenseret for via vores tilgang til spillet.

- Der vil ikke blive hængt lige så mange bolde op ved bageste stolpe, hvor Cornelius godt kunne lide at dukke op. I stedet for får vi nogle andre løb og noget af det, som vi ikke havde så meget af før, siger sportsdirektøren.

FC København meddelte torsdag morgen, at klubben har indgået en fireårig kontrakt med den tyske målsluger Marvin Pourié, der scorede 14 kasser for Silkeborg i seneste sæson.

Men løverne har allerede seks andre angribere, der står klar til at overtage Cornelius' plads i startopstillingen.

Og derfor er det ikke sikkert, at den 22-årige nu tidligere Silkeborg-topscorer skal træde i hans sted.

- Vi vil give ham tid til at vise, hvad han kan. Men først og fremmest så synes jeg ikke, at vi skal sammenligne ham med Cornelius hverken fysisk eller teknisk.

- Men vi vil se på, hvordan Pourié passer ind på holdet, og så vil vi derfra vurdere, hvad der skal ske, siger Ariël Jacobs.

/ritzau/