Flere hjerteliv kan reddes i Roskilde

Foto: TV2/Lorry

5-10 mennesker fra Region Sjælland kan årligt beholde livet, hvis akutte blodpropper klares i Roskilde.

Modsat vil blot én patient hvert andet år statistisk set få brug for akut hjertekirurgi under en ballonudvidelse, som er argumentet for, at samtlige patienter fra Region Sjælland med akut blodprop i hjertet skal behandles på Rigshospitalet.

Det siger ledende overlæge ved kardiologisk afdeling på Roskilde Sygehus Gunnar Jensen, fortæller DAGBLADET Roskilde.

Han afviser dermed konklusionerne fra Sundhedsstyrelsen, flertallet i Dansk Cardiologisk Selskab og Hjerteforeningens formand, kardiolog Henrik Steen Hansen.

De vægter den korte afstand fra ballonudvidelsesoperation til hjertekirurgerne på Rigshospitalet frem for afstanden fra hjemmet til behandlingsstedet. Den oversteg de maksimalt anbefalede to timer for over halvdelen af Region Sjællands akutte blodprop-patienter sidste år.