Neurosearch tiltales for grov kursmanipulation

Medicinalfirmaet Neurosearch har ifølge Bagmandspolitiet begået grov kursmanipulation tilbage i 2010.

Biotekselskabet Neurosearch, der i sin tid blev stiftet af finansmanden Asger Aamund, er blevet tiltalt for påstået kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed i 2010. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - også kendt som Bagmandspolitiet - der har rejst tiltalen med påstand om bødestraf.

Tiltalen drejer sig om en meddelelse fra Neurosearch tilbage fra 3. februar 2010, hvori selskabets daværende ledelse rapporterede resultater fra et fase III-studie med præparatet Huntexil mod Huntingtons sygdom.

Og frem til selskabet selv efterfølgende revurderede data 28. april 2010, var der en livlig handel med aktier og tegningsretter blandt ledelsen i selskabet.

NeuroSearch afviser tiltalen fra bagmandspolitiet. Selskabet nuværende direktør René Schneider oplyser samtidig, at man samarbejder fuldt ud med myndighederne om at opklare sagen.

Asger Aamund stiftede selskabet tilbage i 1989. Og han sad som formand for bestyrelsen frem til 2008.

Neurosearch var et af de selskaber, som investorerne inden finanskrisen brød løs i 2008, havde tiltro med. Men de store resultater udeblev - og i dag er der ikke meget tilbage af Aamunds drøm.

Biotekselskabet solgte i maj sit hovedkontor for 112,5 millioner kroner. Neurosearch har dog fået lov til at blive i bygningen til udgangen af 2013.

Ser man på de pengemæssige resultater, var der ved udgangen af første kvartal i år en samlet prioritetsgæld på i alt 101 millioner kroner. Og det er meningen, at den resterende prioritetsgæld indfries med indtægten fra salget.

Samlet regner man med et underskud af den primære drift på cirka 15 millioner kroner for hele 2013.