FCN ansætter tidligere Brøndby-boss som direktør

Foto: TV2/Lorry

Ole Palmå er ny administrerende direktør i FC Nordsjælland. Han havde tidligere et lignende job i Brøndby.

Superligaklubben FC Nordsjælland har mandag ansat Ole Palmå som ny administrerende direktør.

Forrige sæsons danske mester håber, at den nye direktør kan være med til at fasttømre den position i toppen af dansk fodbold, som Farum-klubben har indtaget de senere år.

- Ole Palmå er ansat med primært fokus på videreudvikling af den kommercielle del af selskabet og direkte ansvarlig for salgsafdelingen, siger bestyrelsesformand Allan K. Pedersen i en pressemeddelelse.

- Det er dybt i vores dna, at vi har en ydmyg tilgang til vores forretning og omgivelser.

- Men når det er sagt, er den overordnede målsætning, at FC Nordsjælland sportsligt, kommercielt og organisatorisk via rettidig omhu og en kontrolleret vækst skal være blandt de ledende klubber i dansk fodbold i de kommende mange år, siger Allan K. Pedersen.

Ole Palmå var administrerende direktør i Brøndby i 2010, men trak sig efter blot otte måneder på posten.

Nu skal han altså forsøge sig hos en af Brøndbys konkurrenter i den bedste række.

- Jeg ser FC Nordsjælland som en vigtig del af fremtidens topfodbold i Danmark, og jeg glæder mig usigeligt til at komme i gang og blive en del af dén rejse, der allerede er i fuld gang, siger Ole Palmå.

- I første omgang vil jeg bruge tiden på at sætte mig fuldt ind i organisationen, så jeg hurtigst muligt kan bidrage til udviklingen, lyder det fra den nye FC Nordsjælland-chef.

Palmå starter i jobbet med det samme.