Mindre affald efter Roskilde Festival

Festivalgæsterne på Roskilde Festival har fattet budskabet om, at hvis de rydder op efter sig selv, så bliver der flere penge til musikken.

For kampagnen "Less trash - more music", som skulle få
musikelskerne til at rydde op, har virket, oplyser P4
København.
Det fortæller Jan Bechmann, sektionsleder for renovation på
Roskilde Festival:
- Det der hedder "Less trash - more music", det har været en
stor succes i år. De har både brugt de containere, der blev
stillet ekstra op og samtidig har de ryttet op undervejs. Det
har vi kunne se, fordi vi har haft væsentligt mere affald under
festivalen.
Samtidig fortæller Jan Bechmann, at festivalen også ser
væsentligt færre efterladte telte og soveposer.
Og de flittige festivalgæster giver faktisk flere penge i
kassen, understreger han:
- Jeg vil tro, at vores besparelser har ligget på måske et par
tusinde i år. Men der er ingen tvivl om, at med den gode
modtagelse vi har fået af det budskabet, så er jeg meget
fortrøstningsfuld for de kommende år, siger Jan Bechmann til P4
København.
Samtidig betyder det også, at Roskilde Festival bliver
hurtigere færdige med at rydde op:
- Jeg er meget optimistisk, så jeg satser på, at vi er færdige
inden den 1. august.
Til sammenligning var Roskilde Festival først færdige med at
rydde op i oktober efter festivalen i 2006.
Også underkampagnen "Tuborg for trash", hvor man kunne få en
kold øl for en fuld affaldssæk, har været en stor succes.
- Der er samlet over 30 tons affald, og der er uddelt omkring
20-25.000 øl, fortæller Jan Bechmann.