Flere skud affyret nær skole på Vestegnen

Arkiv Foto: TV 2 Lorry

Politiets hunde har ledt efter spor i Hedehusene, men ved endnu ikke, hvorfor der er blevet skudt.

Der er natten til tirsdag blevet affyret to skud i Hedehusene.

Ingen er tilsyneladende blevet ramt af kuglerne, og politiet ved fortsat ikke, hvad der er anledningen til skyderiet.

- Vi har fundet to patronhylstre. Men vi er usikre på, hvad der er sket, siger vagtchef Brian Larsen fra Københavns Vestegns Politi.

- Det, som de forklarer ude på stedet, hænger ikke rigtig sammen med, hvad vi har fundet, tilføjer vagtchefen.

Skyderiet fandt sted nær Charlottegårdsskolen lidt over midnat, og politiets hunde og teknikere har arbejdet på stedet i løbet af natten.

Politiet troede i første omgang, at der var blevet skudt efter en knallertkører, men den teori hælder betjentene ikke længere til. Muligvis har en person blot fumlet med en pistol, og så er skuddene gået af, lyder det.