Roskilde smider de frivillige ud af festivalpladsen

Foto: TV2/Lorry

Medarbejderne skal ikke hænge ud på festivalpladsen, før den åbner torsdag eftermiddag.

Klokken 17.00 vælter det ind med festivalgæster på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Efter fem døgn, hvor deltagerne har været henvist til de omkringliggende campingarealer samt et par scener med opvarmningsbands, lukkes portene op, og det traditionsrige kapløb om at nå hurtigst til Orange Scene begynder.

Men de seneste år har det at stå forrest i køen ikke været ensbetydende med, at man er kommet først ind på festivalpladsen.

Den har nemlig i stigende grad været forudindtaget af frivillige, som har brugt deres medarbejderarmbånd til at springe uden om køen og forsyne sig fra pladsens mad- og ølboder.

Kun frivillige, der er på arbejde, må være på pladsen inden åbning

- Publikum kommer ikke ind til jomfrueligt land. De kommer ind til noget, der er taget i brug, siger Christina Bilde, talsperson for Roskilde Festival, som i år har besluttet at fjerne de tyvstartende frivillige fra pladsen.

- Sådan synes vi ikke, det skal være. Det kan godt føles som om, man kommer lidt for sent til festen, og de, synes vi ikke, er fedt, forklarer Christina Bilde.

Derfor vil det i år kun være de frivillige, der rent faktisk er på arbejde, der vil være på pladsen, når portene bliver åbnet.

- Medmindre man har en funktion at udfylde, så må man ikke færdes på pladsen de sidste timer op til, at den åbner, fastslår talspersonen.

Ingen skal starte på forskud, siger talsperson

Hun kan sagtens forstå, at de frivillige, der lægger 32 arbejdstimer under festivalen, gerne vil være på pladsen, når festen starter.

- Men hvis det tager overhånd, så frygter vi, at det bliver sådan lidt: "Nå ja, så var I her ..."

- Når vi starter, så starter vi, og så er der ikke nogen, der skal starte på forskud, siger hun.

Når portene går op klokken 17.00, har gæsterne en halv time til at indfinde sig, hvis de vil se en af de første koncerter, som leveres af danske Eloq og zimbabwiske Mokoomba.

Festivalens største scene, Orange, åbnes klokken 18 af danske Vinnie Who.