Udlændinge stadig i undertal på Roskilde Festival

Foto: TV2/Lorry

Der er kun kommet marginalt flere udlændinge til festivalen i år trods massiv markedsføring i nabolandene.

- Bra festival!

For 10 år var dette udtryk en fast del af parløren for de danske gæster på Roskilde Festival, som mødte lige så mange udenlandske gæster, som de mødte landsmænd.

Sådan har det ikke været de seneste år, og trods en massiv indsats fra arrangørerne, kommer udlændingene også i undertal på årets festival.

- Vi ligger lige omkring 15 procent udenlandske gæster, og det er vi rigtig godt tilfreds med. Det er en anelse højere end sidste år, så det går i den rigtige retning, siger festivalens talsperson, Christina Bilde.

Festival ønsker at nå 50% fordeling

Hun erkender, at der er lang vej til målet om en ligelig fordeling, som første gang blev en realitet i 2002.

- Det er helt klart vores mål, at nå 50 procent igen, og vi har gjort en ret stor indsats, forklarer hun.

Festivalen har blandt andet været på "road trip" rundt til byer i Sverige, Norge og Tyskland, hvor man har arrangeret koncerter.

Der har også været sat storskærme op i nabolandene i forbindelse med offentliggørelsen af årets plakat, ligesom festivalen valgte at placere nyheden om hovednavnet The Nationals koncert på festivalen i en svensk avis.

Festival skal placeres som unik i folks bevidsthed

- Det handler om at få placeret Roskilde Festival højere i bevidstheden, og det handler om at få placeret et billede af Roskilde Festival som en unik festival i forhold til andre festivaler, siger Christina Bilde.

Indsatsen til trods er der altså ikke blevet rykket markant ved fordelingen, og da det typisk er danske gæster, der køber billetter lige op til festivalen, kan andelen af udlændinge blive udvandet yderligere.

Arrangørerne forklarer selv den manglende tække i udlandet med finanskrisens indvirkning på de unges tegnebøger og de skandinaviske valutakurser samt et stigende udbud af nye festivaler i Nordeuropa.

- Det er vanskeligt for os at få viden om, hvorfor folk fra udlandet ikke tager til Roskilde Festival. Men vi kan se, at vi fortsat er en meget kendt festival i de områder, vi satser på, konstaterer Christina Bilde.