Hold Danmark Rent: Skår i strandglæden

Foto: TV2/Lorry

Antallet af skader fra farligt affald på stranden er i stigning. Derfor har Hold Danmark Rent fokus på det farlige affald i årets kampagne "Ren Strand - Sikker Strand", der fortsætter livreddersæsonen ud

En 7-årig pige fik en andengradsforbrænding, da hun trådte på en gloende engangsgrill, der var dækket af strandsand. Den artikel kunne man i forrige uge læse på fyens.dk. Men hændelsen er desværre ikke en enlig svale.

"En varm grill, glasskår eller ødelagte dåser kan medføre stor personskade, hvis vi træder på det på stranden. Affald fra en glad dag på stranden kan simpelthen blive farligt for strandgæsterne. Derfor er det farlige affald fokuspunktet for årets strandkampagne," siger direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen.

Stigning i brandsårsskader

På Rigshospitalet oplever man i disse år en stigning i antallet af brandsårsskader:

"Tallet på forbrændingsskader er i stigning. Vi ser flere og flere ulykker fra især engangsgrill," fortæller overlæge Bjarne Alsbjørn fra Rigshospitalets Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling.

"Engangsgrillen er nem og billig at have med at gøre i naturen. Men man skal simpelthen tænke sig om, når maden er spist, og man skal af med den igen," understreger han.

Både det sand, grillen står på, og selve grillen bliver meget varmt, og varmen bevares, hvis man dækker den til med sand. Der skal vand til, hvis grillen skal køles ordentligt ned.

Sluk grillen med vand

"Beredskabsstyrelsen anbefaler, at du henter halvanden liter vand i den tomme sodavandsflaske og hælder over den varme grill. Når grillen er dampet af, er den som regel kold nok til at kunne flyttes - og så snart den er flyttet, køler sandet under grillen også hurtigt af," råder direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen.

"Det er jo heller ikke kun børn, der er udsat. De fleste har i sagens natur bare fødder, når de færdes på stranden. Og mange hunde kommer også alvorligt til skade på grund af de nedgravede grillkul," advarer Bjarne Alsbjørn.

Livreddere behandler skader

Rigshospitalets observationer bekræftes af Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, der har overvåget livreddernes aktioner i perioden fra 2004 til 2010.

I 2010 måtte de nordsjællandske kystlivreddere således 483 gange rykke ud med førstehjælp i forbindelse med snit- os brandsår fra farligt affald på strandene. Det er en stigning på 73 % i forhold til 2004.

Skaderne var typisk snit- og brandskader, der kom, når badegæsterne var i nærkontakt med andre badegæsters affald i skikkelse af bål, engangsgrill, ødelagte dåser eller flasker.

Livredderne bruger mere og mere tid på at behandle skader

Det kommer ikke bag på cheflivredder John Mogensen fra Den Nordsjællandske Livredningstjeneste, at livredderne bruger mere tid på at yde førstehjælp efter mødet med farligt affald:

"Skarpe glasskår, ødelagte dåser og efterladte grillkul i sandet lægger mere og mere beslag på livreddernes tid. Vi oplever det som et stort problem i Nordsjælland, og jeg kan ikke tro andet, end at resten af landet oplever de samme tendenser, siger han."

Ren Strand - Sikker Strand

Analysen "Henkastet affald på danske strande" fra Hold Danmark Rent viser, at 80 % af danskerne i nogen, høj eller meget høj grad får deres strandoplevelse påvirket af henkastet affald. 34 % af danskerne finder ligefrem et andet sted at være, hvis der ligger synligt affald på stranden - og tallet er hele 46 % for de tyske turister.

"Der er masser af gode grunde til at holde de danske strande rene og indbydende. Dels vil vi gerne have nedbragt mængden af farligt affald, der gør strandturen til en dårlig oplevelse. Dels bliver strandgæsterne gladere, når der ligger mindre henkastet affald. Derfor er det så vigtigt at gennemføre kampagnen Rene Strand - Sikker Strand," siger direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen.

Særlige skraldespande til grill

Ren Strand - Sikker Strand benytter opfordringer til at bruge skraldespanden, et smart postkort, der kan foldes til en lille handy skraldespand til småt affald eller cigaretskod, og lommeskraldeposer i indsatsen for renere og sikrere strande.

Postkort-skraldespande og lommeskraldeposer udleveres af livredderne på de deltagende strande i københavnsområdet og Nordsjælland. Den smarte miniskraldespand er praktisk at stille i sandet ved siden af badehåndklædet. Når man forlader stranden, er den mobile skraldespand også nem at tage med til en rigtig affaldsspand.

Amager Strandpark og Gudmindrup Strand i Odsherred gennemfører sideløbende et forsøg med opstilling af særlige skraldespande til engangsgrill, hvor grillen kan køle af i sikker afstand af nøgne barnefødder.

I Amager Strandpark og på Svanemøllen Strand benyttes også en skiltekampagne. Budskabet på skiltene, der er placeret i sandet, er udsagn fra 10 forskellige slags affald. Tonen er humoristisk og underfundig og baserer sig enten på nedbrydningstider for det enkelte stykke affald, eller ønsket om at komme op i skraldespanden.

Ren Strand - Sikker Strand fortsætter livreddersæsonen ud.