Frank Jensen ændrer planer for havnetunnel

Frank Jensen, Overborgmester, København (Socialdem.) Foto: TV2/Lorry

Nej til en havnetunnel, der går ud over Margretheholm Havn, sådan lyder det nu fra overborgmester Frank Jensen, fortæller DR P4 København

P4 København fortalte i sidste måned, hvordan den planlagte linieføring ville ødelægge Margretheholm Havn, hvor sejlklubben Lynetten holder til, og hvor der er opført flere familiehuse.

I stedet for udsigt til en havn ville børnefamilierne få udsigt til en motorvej. Og det får nu Frank Jensen til at ændre planerne

- Der bliver ikke nogen havnetunnel med vores stemmer, hvis det betyder, at man går ind og ødelægger det havnemiljø, vi har ved Margretheholm, siger overborgmesteren til DR P4 København.

Må ikke ødelægge rekreative områder

- Den endelige placering (af havnetunellen, red.) er ikke på plads, og der skal grundlæggende tages hensyn til, at den ikke får ødelæggende effekt på de rekreative områder i København, siger Frank Jensen til radiostationen.

De ændrede planer indebærer, at man flytter en tilkørsel til havnetunellen længere ind på Refshaleøen, så den ikke generer havnemiljøet.

Frank Jensens udmelding kommer efter en uge, hvor flere partier på rådhuset har stillet spørgsmålstegn ved om den linieføring til en havnetunnel, som et flertal i Borgerrepræsentation tidligere har vedtaget, er den rigtige.

Det er nødvendigt med til- og frakørsel ved Amagerfælled

Både de Radikale og Konservative trak støtten til den nuværende plan

Radikale trak sin støtte i sidste uge netop på grund af en bekymring for de rekreative områder - heriblandt også Amager Fælled - vil du også arbejde for at linieføringen går uden om her?

- Det er nødvendigt med en til- og frakørsel ved Amagerfælled, men der skal tages mest mulig hensyn til de rekreative områder, siger Frank Jensen til DR P4 København.