Metro-udgravninger skal være en stor attraktion

Københavns historie skal skrives om, når omkring 100 arkæologer fra ind- og udland fra næste år går i gang med at finkæmme undergrunden langs den kommende Metro Cityring. Og københavnere samt turister får mulighed for at følge de hidtil største arkæologiske udgravninger i Norden på tætteste hold via et storstilet oplysningsprojekt, skriver Berlingske Tidende.

Udgravningerne, som ventes at give ny viden om byens ældste
bebyggelser, vil medføre store byggepladser overalt i
hovedstaden. Og for at vende irriterende gener til noget
positivt planlægger Københavns Bymuseum bl.a. at opsætte
interaktive plankeværker rundt om de største udgravninger,
hvorfra publikum kan følge begivenheden på storskærme og få
andre historiske informationer med i købet. Borgerne kan også
bidrage med egne københavnerhistorier og fortællinger om
traditioner, ideer og konflikter, håb og frygt. Tekst- og
fotobidrag kan scannes direkte ind på det interaktive
plankeværk. Via webkameraer kan interesserede også følge
udgravningerne hjemme foran computeren. Og alle fund bliver
bearbejdet på åbne værksteder i Bymuseet på Vesterbro. På
Trianglen kan folk endda lege amatørarkæolog under kyndig
vejledning fra de professionelle. Internationalt findes der kun
få fortilfælde, hvor arkæologer har haft mulighed for at grave i
så stor skala i centrum af en metropol, som det bliver tilfældet
i hovedstaden. Det ønsker museumsfolkene at profilere. »Metro
Cityringen kommer igennem alle perioder af Københavns
tilblivelseshistorie, og det giver os en enestående chance for
at lave en rundtur i både tid og sted, som viser historien og
bydelenes forskellige identiteter. Den chance har man aldrig
haft før, og det er oplagt at gøre det nu, når vi alligevel skal
ud og lave et syndigt rod,« siger museumsdirektør Jette Sandahl,
Københavns Bymuseum. Hovedparten af projektet til 70 mio. kr.
skal finansieres via sponsorer, partnerskaber og fondsmidler.
Men museet ønsker også fire mio. kr. årligt over syv år fra
Københavns Kommune. Københavns kulturborgmester, Pia Allerslev
(V), forventer, at pengene bliver fundet. »Det enestående
projekt vil være til glæde for mange københavnere, der bliver
generet af metrobyggeriet. Det kommer også til at give genlyd og
vil få stor international bevågenhed. Så jeg håber, at alle
partier kan se en fordel i at udnytte en mulighed, som vi ikke
får igen,« siger Pia Allerslev. Socialdemokraternes politiske
ordfører, Anne Vang (S), er positivt indstillet på at finde
pengene, så københavnerne får en stor kulturattraktion i
forbindelse med metrobyggeriet. Men hun vil ikke love noget.
»Det lyder vildt spændende. Men vi står også i en situation,
hvor regeringen holder kommunerne i stramme økonomiske tøjler,«
siger Anne Vang. Den radikale Monica Thon tvivler på, at
projektet kan nå at komme med på budgettet for 2009. »Det er et
fremragende projekt, men det er der så mange andre, som også
er,« siger hun. Hvis det ikke lykkes at finde alle pengene, vil
bymuseet gennemføre en mere skrabet model af projektet.