V vil give store skattelettelser til københavnerne

Venstre i København kræver nu en betydelig lettelse af kommuneskatten. Allerede til næste år vil partiet have sat skatten ned med 358 millioner kroner, og det beløb skal fordobles året efter, så den samlede skattelettelse bliver på ét procentpoint i 2010, hvilket svarer til hele 715 millioner kroner, skriver Berlingske Tidende.

»Vi står i en situation, hvor kommunen har betydelig højere indtægter end udgifter. I den situation er det eneste rimelige at sende pengene tilbage til københavnerne i form af en lavere skat,« siger, kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V). Baggrunden for kravet om lavere skat er regeringens stramme styring af kommunernes økonomi, der lægger en begrænsning på, hvor mange penge kommunerne må bruge på bl.a. folkeskolen, børnepasning, ældrepleje og nybyggeri af idrætsanlæg, veje og skoler. Sidste år kunne Københavns Kommune således præsentere et overskud på 1,3 milliarder kroner, og forventningen er, at kommunen også de kommende år vil have langt flere indtægter end udgifter. »Regeringen styrer kommunernes økonomi meget stramt i de her år, og også for stramt efter min overbevisning. Men vi må forholde os til virkeligheden, og der er absolut ingen grund til, at vi som kommune skal opbygge en pengetank med københavnernes penge,« siger Pia Allerslev, der bakkes op af de Konservatives leder, Mogens Lønborg: »Skattegrundlaget i København stiger og stiger, og derfor er det helt på sin plads at justere skatten ned«. Skattespørgsmålet bliver et centralt element for både Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti, når partierne på Københavns Rådhus til september indleder forhandlingerne om kommunens budget for næste år. »Når der ikke er noget andet fornuftigt at bruge pengene på, så er det en glimrende idé at give skattelettelser, ikke mindst fordi en lettelse af kommuneskatten er socialt retfærdig, da det vil komme alle til gode,« siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Carl Christian Ebbesen. Socialdemokraternes politiske ordfører i København, Anne Vang, afviser dog blankt enhver tale om skattelettelser. Hun betegner det som tankevækkende, at Venstre på landsplan holder de kommunale udgifter i en skruestik for at undgå overophedning af økonomien, mens Venstre i København på den anden side vil pumpe flere penge ud til privat forbrug i form af skattelettelser. »Det viser jo med al tydelighed, at Helle Thorning-Schmidt (S-formand, red.) ramte plet i folketingsvalgkampen, da hun talte om velfærd kontra skattelettelser«. Hvorfor skal kommunen opbygge en stor formue af borgernes penge? »Fordi vi forhåbentlig snart får en anden regering, der vil prioritere velfærd. Og desuden er det jo en kendt sag, at jo længere man venter med at renovere f.eks. Pia Allerslevs nedslidte idrætsanlæg, jo dyrere bliver regningen i den sidste ende. Så det må også være i Allerslevs interesse, at vi har penge på kistebunden,« siger Anne Vang.