Strøget først i København med videoovervågning

Det bliver den første bid af Strøget - fra Rådhuspladsen og ned til Gammeltorv og Nytorv - som Københavns Politi først kaster sig over og får opsat videoovervågning, erfarer Berlingske Tidende.

Ideen er at evaluere erfaringerne fra den strækning, inden overvågningen udvides til de tre andre udvalgte områder i København, nemlig Vesterbrogade fra Rådhuspladsen til Axeltorv, værtshusområdet ved Vestergade og Nørregade samt Nørrebro Station. »Er vi tilfredse, så er det samme koncept, vi kører på de sidste tre strækninger, og er der noget, der skal reguleres, så kan vi nå at gøre det,« forklarer vicepolitiinspektør Michael Agerbæk, der har ledet den arbejdsgruppe i Københavns Politi, der siden januar har arbejdet på overvågningsplanerne. Ifølge ham ligger der ikke de store analyser til grund for, at det netop er Strøget, der er udvalgt som prøvekanin. »Kriminalitetsfrekvensen er ikke højere på den strækning end i de andre områder, men det er nærliggende at starte dér, fordi det er strøgområdet og et sted, hvor der med sikkerhed altid er liv,« fastslår han. Københavns Politi håber at have fundet en leverandør til overvågningen inden for et par uger, og så snart det er på plads, kan det mere konkrete arbejde gå i gang. »Så skal vi ned og se på området og sammen med leverandør og teknisk rådgiver finde ud af, præcis hvor kameraerne skal sættes op. Udfordringen er, at vi skal have en billedkvalitet med så høj opløsning, at vi kan genkende folk. Det har ikke noget formål, hvis vi modtager nogle grynede billeder, hvor man kun kan se, at der sker et eller andet,« fastslår Michael Agerbæk. Det primære formål med overvågningen er nemlig netop hjælp til efterforskningen - til genkendelse af gerningsmænd og til en endnu bedre form for dokumentation. Der vil derfor ikke være personale, der konstant holder øje med skærme og overvåger det daglige liv på Strøget. »Skulle der opstå noget i området, så vi skal rykke derned, så kan vagtlederen selvfølgelig kigge på skærmene, se hvad der sker og forberede folkene bedre. Og man kan tage nogle situationstjek, eksempelvis fredag og lørdag nat. Kunne overvågningen også få en præventiv effekt, ville det være positivt, men det er sidegevinster,« siger vicepolitiinspektøren. Det er efter helt samme præmis, at Nordjyllands Politi har fået opsat overvågning i det berygtede værtshusmiljø Jomfu Ane Gade. Her kom overvågning på dagsordenen efter et knivdrab i bargaden i påsken 2007. Alligevel tog det over et år, før kameraerne var på plads. Til at begynde med hed tidsfristen nytår, så april måned, og først midt i juni kunne Nordjyllands Politi endelig proklamere, at overvågningen var i gang. Og i København indrømmer vicepolitiinspektør Michael Agerbæk, at opsætningen af kameraer er et tidskrævende projekt. »Jeg må erkende, at ting tager tid, men jeg har et håb og en tro på, at vi har kameraer oppe inden årets udgang,« vurderer han.