Slap kontrol øger risiko for tvangsarbejde

Foto: Lorry

Myndighedernes ringe kontrol med arbejds- og opholdstilladelser betyder, at arbejdsgiveren har frit spil til at udnytte udlændinge i forhold til løn og arbejdstid i op til tre år.

Sådan som det skete for en kok fra Nepal. Han blev i hele syv år udsat for tvangsarbejde på en restaurant i hjertet af København.

Myndighederne tjekkede ikke hans arbejdsforhold. Og hvert tredje år blev hans opholds- og arbejdstilladelse fornyet uden yderligere spørgsmål, skriver Fagbladet 3F.

- Man risikerer, at den enkelte bliver udnyttet af arbejdsgiveren, fordi medarbejderne er bange for at gå op mod arbejdsgiveren, siger Peter Starup, lektor ved juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Læs også: Kok muligt offer for menneskehandel

Jan Mathisen, der er afdelingssekretær i 3F København, er helt enig.

- Det er rystende. Han er her legalt, han har arbejdstilladelse og ansættelsesbevis, men ingen tjekker om forholdene bliver overholdt. Og jeg frygter, at han ikke er et enkeltstående tilfælde.

Siden 2010 har Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering taget stikprøvekontrol af opholdstilladelserne for at tjekke, om betingelserne er overholdt.

Janne Steensgaard Samuelsson, der er chefkonsulent i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering forsikrer, at kontrollen er tilstrækkelig.

- Vi betinger os, at de i kontrakten oplyste løn- og ansættelsesvilkår overholdes. Desuden har vi siden efteråret 2012 foretaget opslag i e-indkomst-registeret i alle forlængelsessager for at sikre os, at der for ansøger er indberettet den aftalte løn, oplyser Janne Steensgaard Samuelsson.