Blandede forventninger til turistsæsonen

Køge Turistbureau og de lokale campingpladser står foran højsæsonen med blandede forventninger efter sidste års regnvejrsplagede sommer, skriver Dagbladet Køge.

Sidste år satte det halvdårlige vejr sit præg på turistsæsonen
i Køge. Nu er højsæsonen så småt gået i gang, og på Køges
campingpladser venter man nu i spænding på, hvordan sidste års
kedelige vejr vil påvirke besøgstallet i år.Det er netop i disse
dage, at turisterne for alvor begynder at strømme til Køge,
lyder meldingen fra Køge Sydstrand Camping.- Nu begynder det at
gå løs. Der var stort set fuldt booket i weekenden, og jeg
forventer stort rykind i de kommende uger, siger forpagter Tina
Clausen.- Vejret er langt bedre end sidste år, og det hjælper
godt på vej. Som det er startet nu, forventer jeg en god sæson,
siger hun.Lejrchef Lasse Henriksen på Vallø Camping er derimod
forbeholden og melder om nogle forholdsvis stille dage lige nu,
selv om man burde være godt på vej ind i højsæsonen.- Vi kunne
godt bruge noget mere at lave lige nu, siger lejrchefen, som dog
peger på, at det erfaringsmæssigt kan vende på få dage, men som
frygter, at det dårlige vejr sidste år har fået mange campister
til at vende snuden sydpå i år.Foreløbig ligger antallet af
gæster på nogenlunde samme niveau som sidste år på Vallø
Camping.Ulla Dahrup på Køge Turistbureau melder om udsigt til en
travl sommer. Her løber medarbejderne allerede nu stærkt for at
hjælpe turisterne med at få en god oplevelse i Køge.- Sidste år
var her ikke så mange på grund af vejret, men vores besøgstal i
år er over sidste år, og turisterne er absolut allerede begyndt
at komme, siger hun.- Blandt andet er vores skattejagt for børn
rundt i byen blevet et stort hit for både lokaler og turister.
Mange synes, det er en sjov måde at se byen på, fortæller hun om
det nye tiltag, som har givet ekstra mange henvendelser på
turistbureauet.