Skæbnedag for butiksliv i Hillerød

Foto: TV2/Lorry

To dagligvarebutikker kan gøre det muligt at gå videre med det strandede storcenter i Hillerød. Men det kan få store konsekvenser. Det skriver Fredriksborg Amts Avis.

I dag afgør politikerne i Hillerød fremtiden for det planlagte Hillerød Storcenter uden for bymidten og dermed også fremtiden for detailhandlen i Hillerød.

Investoren M. Goldschmidt Holdning ønsker at bygge et center med 35 detail-butikker, et supermarked og en discountbutik med dagligvarer på en tom grund i udkanten af Hillerød.

Giver politikerne i Hillerøds økonomiudvalg i dag grønt lys til et center med supermarkeder, vil det formentlig betyde butiksdød i bymidten. Det vurderer Hillerød Kommunes forvaltning, som derfor anbefaler politikerne at sige nej.

Center vil generere nye arbejdspladser

Samtidig står politikerne med en utålmodig investor, som siden 2008 har forsøgt at stable et center på benene og efterhånden har investeret 300 millioner kroner i at udvikle.

M. Goldschmidt Holding forventer at kunne generere 350 nye arbejdspladser i byggefasen og på sigt 750 varige arbejdspladser - det kan gøre Hillerød til en endnu større handelsby end i dag, hvis altså ikke den nuværende detailhandel kommer til at lide døden i kampen med centret - og det frygter handelslivet.

- Hvis politikerne går mod vores ønske og tillader dagligvarer i centret, flytter en stor del af handlen derud. Det vil efterlade et centrum, som er næsten tomt for forretninger. Så det er en rigtig stor beslutning, politikerne skal træffe, siger Michael Hartoft, formand for Hillerød Cityforening.

Hidtil har de fleste politikere i Hillerød da også fastholdt, at der ikke skal sælges dagligvarer i Hillerød Storcenter, men der er også politikere, som nu ser det som en mulighed for nu at få realiseret centret, seks år efter byrådet godkendte de første planer.