Mand er tavs om skuddrab i Tingbjerg

Bydelen Tingbjerg Foto: TV2/Lorry

Dommer på Frederiksberg skal afgøre, om 20-årig skal fængsles for drab på 17-årig i maj.

Den unge mand, der sigtes for at have dræbt en 17-årig dreng i Tingbjerg i København, er nu udleveret til Danmark.

Den 20-årige blev efterlyst offentligt for drabet, men flygtede til Tyskland, hvor han blev anholdt af politiet i lufthavnen i Düsseldorf.

Mandag blev han overført til Danmark, hvor han blev anholdt, oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen i Københavns Politi.

- Han har ikke ønsket at udtale sig til politiet på nuværende tidspunkt, siger politikommissæren.

Tirsdag skal der holdes grundlovsforhør på Frederiksberg, hvor en dommer skal afgøre, om den udleverede skal varetægtsfængsles.

Drabet på 17-årige Sohail-Hamzaa Saleh skete 5. maj. Han blev dræbt af to skud i hovedet, da han opholdt sig ude i det fri.

Politiet har sigtet den 20-årige for forbrydelsen, og han sigtes for at ville dræbe en 20-årig i samme forbindelse.

En patron satte sig fast i våbnet, og dette offer undslap derfor.

Den nu udleverede 20-årige er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet så som hjemmerøveri og gaderøveri.

Politiet har anset drabet og drabsforsøget på Tingbjerg som en form for internt opgør.