Skat vinder millionopgør med lokalbaner

Foto: Lorry

Østre Landsret afviser nordsjællandske lokalbaners krav om mere end 24 millioner kroner i momssag.

En række lokalbaner i Nordsjælland har tabt et opgør om millioner af kroner med Skatteministeriet.

Østre Landsret har givet ministeriet medhold i, at man ikke skal betale mere end 24 millioner og renter tilbage til Hovedstadens Lokalbaner A/S, der omfatter Hornbæk-, Nærum-, Øst-, Frederiksværk- og Gribskovbanen.

Retssagen har drejet sig om, hvorvidt der var momspligt, da Hovedstadens Lokalbaner udlånte en række medarbejdere ansat på tjenestemandsvilkår til Lokalbanen.

Striden har nærmere handlet om tidsrummet mellem 1. juni 2003 og 30. august 2005.

Sagen har verseret i retssystemet i flere år, og Retten i Hillerød henviste den til landsretten, fordi den er principiel.

Her fastslår dommerne onsdag, at udlånet af medarbejderne skal betragtes som en afgiftspligtig leverance, og at det derfor er helt i orden, at der er betalt moms.

I stedet for en overførsel af de mange millioner er Hovedstadens Lokalbaner nu dømt til at betale en halv million kroner i sagsomkostninger til ministeriet.