Feriepenge til rockmuseum

Arbejdsmarkedets Feriefond forhandler med Danmarks Rockmuseum i Roskilde om en donation på et to-cifret millionbeløb. Dermed rykker projektet tættere på, skriver DAGBLADET Roskilde.

Planerne om et Danmarks Rockmuseum i Roskilde er rykket
tættere på. DAGBLADET kan nu afsløre, at rockmuseet forhandler
med Arbejdsmarkedets Feriefond om en donation på et to-cifret
millionbeløb. Derudover forhandler folkene bag rockmuseet ifølge
DAGBLADETs oplysninger også med fonden RealDania samt en tredje
fond. Tilsammen drejer det sig om et beløb på mellem 100 og 120
millioner kroner.Det samlede budget for Danmarks Rockmuseum
lyder på 160 millioner kroner, heraf skal de 100 millioner
kroner gå til byggeriet af det nye museum, mens der i budgettet
er afsat 60 millioner kroner til indkøb af blandt andet
klenodier fra den danske rockscene.Det er planen, at »Danmarks
Rockmuseum« skal placeres på Musicon-grunden i Roskilde.
Tidligere har kulturminister Brian Mikkelsen (K) slået fast i
DAGBLADET, at han stiller sig meget positiv over for museet, og
han vil bakke om, at der ydes tilskud fra statens side til
driften af et eventuelt kommende rockmuseum. Det er
Kulturarvsstyrelsen under Kulturministeriet, der står for
driftstilskuddene til de danske museer.Roskilde Kommune har
samtidig allerede stillet en grund til rådighed for museet ,
ligesom kommunen også vil betale for etableringen af de
omkringliggende arealer. Planen er, at museet skal åbne i
2012.Hos Arbejdsmarkedets Feriefond bekræfter formand Poul Ulsøe
kontakten mellem feriefonden og rockmuseet.- Vi skal kigge på
det på vores næste bestyrelsesmøde. Der skal vi se på, om
projektet opfylder de formålsparagraffer, som fonden har. Det
drejer sig om, hvorvidt projektet har et ferieformål for
danskere med børn. Det skal være noget, hvor folk kan få en
ferieoplevelse, siger Poul Ulsøe.Han vil ikke sige noget om,
hvor mange penge, der præcis er tale om.Hos RealDania ønsker
kommunikationschef Birgitte Boesen derimod slet ikke at sige
noget.- Vi kommenterer simpelthen ikke, om vi har sager under
behandling, eller vi ikke har, siger Birgitte Boesen.Det har
ikke været muligt at få en kommentar fra sekretariatsleder Lena
Bruun fra Danmarks Rockmuseum.