Ballade efter sygehusmøde

Marie Stærke, borgmester, Køge, (Socialdem.) Foto: Lorry

Det skaber politisk uro i byrådet i Køge Kommune, at Socialdemokraterne mandag aften på eget initiativ havde arrangeret borgermøde om det nye sygehusbyggeri og offentliggørelsen af vinderprojektet.

Mødet fandt sted hos 3F på Lykkebækvej og blev et tilløbsstykke.

Men Socialdemokraternes politiske samarbejdspartner SF er langt fra begejstret for faconen på mødet, som de øvrige partier læste om i avisen og ikke var inddraget i. Det skriver DAGBLADET Køge.

- Det er irriterende, at Socialdemokraterne tager sådan et ejerskab til sygehuset. Det er byens og borgernes sygehus, og der burde være planlagt et åbent møde, siger Torben Haack, der nu udenom Socialdemokraterne er ved at samle alle partier til et bredt borgermøde.

Borgmester Marie Stærke (S) beklager, at mødet har skabt vrede hos SF, men hun ser positivt på endnu et borgermøde.

- Jo flere gange, vi kan fortælle historien, jo bedre er det, siger Marie Stærke.