To-årige har styr på A og Å

Foto: TV2/Lorry

Kufferter med børnenes egne ord skrevet på pap, bogstaver på væggene og børn, der legeskriver, er blevet en del af hverdagen i vuggestuen Brumbassen i Blistrup i Nordsjælland, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Gennem det seneste år har 12 børn med hjælp fra de voksne leget bogstaverne ind, fortæller pædagog Caroline Løkke Nielsen.

- Den store forskel er, at de allerede nu er bevidste om, at der er noget, der hedder bogstaver, siger hun.

For eksempel kan børnene nemt genkende deres eget begyndelsesbogstav, og de begynder også at få styr på de voksnes og de andre børns M'er, C'er og A'er.

Selvom der kun er få andre vuggestuer, der har kastet sig ud i den disciplin på landsplan, så er det et positivt initiativ, mener Centerleder på Nationalt Videncenter for Læsning Klara Korsgaard.

Jo før børnene kommer i gang, jo flere nederlag kan man undgå i folkeskolens 2. og 3. klasse, hvor man i dag først for alvor tager fat i læseproblemer.

- Det er rigtig godt til at finde ud af, hvilke børn, der ikke er nysgerrige på det, så man kan være ekstra opmærksom på, at de bliver stimuleret sprogligt og kommer med på vognen, siger hun.