Brøndby-boss: Rommedahl har været en god stødpude

Arkivfoto Foto: TV2/ Lorry

Brøndby siger tak for indsatsen til Dennis Rommedahl og ønsker ham held og lykke i Holland.

Brøndby måtte mandag sige pænt farvel til Dennis Rommedahl, der skifter til hollandske RKC Waalwijk på en fri transfer.

Den traditionsrige superligaklub mister dermed sin anfører efter en sæson, hvor man først i sidste spillerunde reddede eksistensen i Superligaen. Samtidig har klubben været igennem en meget turbulent periode, hvor en konkurs har truet Brøndbys eksistens.

Sportschef Ole Bjur takker Rommedahl for indsatsen i den svære tid.

- Den erfaring, som Dennis har bragt ind på holdet, har været en god stødpude for de unge, som har haft en stor portion rutine at læne sig op ad.

- Det blev endnu tydeligere, da han i foråret tog ansvar ved at takke ja til opgaven som anfører for et hold under stort pres.

Sportschefen ønsker Rommedahl held og lykke i det hollandske. Hele vejen igennem har Bjur været klar over, at Rommedahl gerne ville slutte karrieren i Holland.

- Nu er der så kommet et tilbud, hvor Dennis kunne sikre denne afslutning for både ham selv og familien, og vi håber, at det bliver en vellykket af slagsen, siger Ole Bjur.

Landsholdsspilleren kom til Brøndby for to år siden efter et ophold uden succes hos græske Olympiakos. Kontrakten mellem Rommedahl og Brøndby udløb efter den netop afsluttede sæson.

Dennis Rommedahl er i øjeblikket samlet med det danske landshold, som på onsdag møder Georgien i en testkamp og seks dage senere tager imod Armenien i VM-kvalifikationen.