Metallica vender tilbage til Roskilde Festival

Metallica vender tilbage til Roskilde Festivalens Orange Scene med en Europa-eksklusiv koncert.

Danmark får eksklusivt rock-besøg denne sommer. Roskilde Festival har torsdag offentliggjort, at det amerikanske metalband Metallica spiller på sommerens festival for første gang i 10 år.

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at thrash-rockerne skulle lægge vejen forbi Europa denne sommer. Men nu er det officielt, at James, Lars, Kirk og Robert giver deres eneste show i Europa på Roskilde Festival.

- Det er svært så sent i en proces at åbne for flere forhandlinger, for de fleste bands har allerede planlagt deres sommer. Men vi havde den der "never take no for an answer"-indstilling, fortæller Roskilde Festivals musikchef, Rikke Øxner, til Ritzau.

- Vi har også et rigtigt godt samarbejde med bandets promoter, Live Nation. Og så har Lars Ulrich jo en særlig tilknytning til Danmark. Så det endte med, at vi til sidst fik dem overbevist om, at det bliver en helt fantastisk sommeraften på Roskilde Festival.

Festivalens musikchef: Det bliver en stor fest

Metallicas seneste album "Death Magnetic" fra 2008 varslede en tilbagevenden til stilen fra 80'erne.

Nu tager bandet så en pause fra indspilningen af deres tolvte album for at besøge den danske festival, og festivalgæsterne kan roligt vente sig en lektion i thrashmetal fra bandet, der siden starten af 80'erne har stået som en af genrens absolut største navne.

- Det bliver en stor fest. Metallica har en stor kærlighed for Roskilde Festival, som de efterhånden har besøgt et par gange. Så se at få købt billet og planlagt lejr, lyder det fra Rikke Øxner.

Spillede første gang på festivalen i 1986

Blandt bandets største hits tæller blandt andet "Master of Puppets", "Enter Sandman" og "The Unforgiven".

Metallica spillede første gang på Roskilde Festival i 1986, samme år som udgivelsen af albummet "Master of Puppets" - et album som er indspillet i København.

Metallica bliver hovednavn på årets festival sammen med popprinsessen Rihanna, techno-legenderne Kraftwerk og det maskerede metalband Slipknot.