Ny narko bekymrer på festival

Det er en gennemsigtig væske, og det smager af ingenting. Til gengæld er det dødfarligt. Fantasystoffet GHB - de såkaldte 'hætter' - er dukket op på festivalpladsen i år, skriver metroXpress i dag.

Og det vækker bekymring blandt andet hos Tine
Ros, der er socialarbejder på Roskilde Festival.»GHB er så let
at tage, og det kan smugles ind i en vandflaske. Politiet har
ikke en chance for at se, om det er vand eller GHB. Men hvis man
har taget for meget og lægger sig ned, 'glemmer' kroppen at
trække vejret. Centralnervesystemet lukker ned. Derfor skal man
tvinge de unge op og gå rundt, indtil det er ude af kroppen,«
siger Tine Ros, der sammen med sine 50 kolleger går rundt på
campingpladsen hver nat og taler med de unge. Og der har været
flere, som måtte hives op til en gåtur.»Der er mange stoffer
her-ude, det ved vi. Man kan ikke holde til at feste til klokken
8 om morgenen flere dage i træk uden at tage stoffer,« siger
Tine Ros til avisen.Hun bakkes op af Andreas Sørensen fra
Bagmændene, der rådgiver de unge om stoffer på festivalen.»Der
er et rigtig usundt forbrug af stoffer blandt en del unge i år.
Særligt er vi opmærksomme på GHB. De unge tror, at det får dem
'op', men det er oprindeligt et narkosemiddel, som man holdt op
med at bruge, fordi folk ikke vågnede igen,« siger han.På
skadestuen på Roskilde Sygehus har man haft unge inde, der var
påvirkede af et stof, som ikke kunne identificeres.»Vi har
oplevet nogle få unge, der kom ind, og hvor vi kunne se, at de
var påvirkede, men vores drugtest slog ikke ud. Det er, fordi vi
ikke kender stoffet,« siger overlæge Søren W. Rasmussen, der er
skadestuechef på Roskilde Sygehus.Han fortæller, at de
fremskudte skadestuer på festivalpladsen i år vil have fokus på
stoffet. Og det er netop for at holde et vågent øje med de mange
unge, der i disse dage fester og hører musik, at Roskilde
Festival har valgt at lade de 50 socialarbejdere og
stofrådgivningen være så synlige på pladsen, lyder det fra
Roskilde Festivalens talsmand, Esben Danielsen.»Vi har hørt om
ganske få tilfælde af GHB, og vi er selvfølgelig ekstremt
opmærksomme på det. Men der er intet, der tyder på, at der er
flere stoffer på festivalen generelt end de tidligere år. Der er
fundet større stoffangster, til gengæld er der færre,« siger
han.Også politiet melder om samme mængde konfiskeret stof som
tidligere år.»Vi kender godt GHB, og vi er opmærksomme på, at
der kan være nye stoffer fra år til år,« siger vagthavende ved
festivalpolitiet, Ulrik Linden, der dog erkender, at GHB kan
være svært for betjentene at identificere, når de patruljerer
rundt.