Røgforgiftet kvinde i livsfare

Foto: TV2/ Lorry

En 78-årig kvinde fra Græsted er stærkt røgforgiftet og i yderste livsfare, efter at hendes rækkehus på Ramsager natten til søndag blev fyldt med røg.

Den 78-årige kvinde er indlagt på Rigshospitalet, oplyser Nordsjællands Politi, som også fortæller, at årsagen til den kraftige røgudvikling i rækkehuset formentlig skyldes en ulmende brand på grund af rygning.

Det var en hjemmehjælper, som klokken 02.27 slog alarm til politi og brandvæsen, da hun både så røg i boligen og kunne mærke, at hoveddørens glasparti var meget varmt. Brandfolk fandt kort tid efter kvinden i boligens stue.

Rækkehuset er svært sodskadet, men der er ingen skader på andre boliger i området, oplyser Nordsjællands Politi.