Elbilfirmaet Better Place Danmark trækker stikket

Elbilfirmaet Better Place har indgivet konkursbegæring. Besparelser har ikke været nok til at redde firmaet.

Elbilfirmaet Better Place Danmark har søndag indgivet konkursbegæring.

Selskabet standser sine aktiviteter i Danmark og indleder en insolvensbehandling.

Beslutningen skyldes, at investorerne bag Better Place Inc. ikke ønsker at fortsætte finansieringen af selskabet, og dermed er der ikke midler til at føre selskabet videre, meddeler bestyrelsen.

- Better Place Inc. har gennem de seneste seks måneder tilpasset strategien og gennemført en markant reduktion af medarbejderantallet og omkostningerne, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- Dette til trods, har det desværre ikke vist sig muligt at opnå den ellers ventede fortsatte finansiering.

Administrerende direktør for Better Place Danmark, Johnny Hansen, kalder det en trist beslutning:

- Vi må erkende, at vi ikke ramte den rette timing, og at vores moderselskab ikke har været i stand til at rejse de midler, der skal til for at sikre en langsigtet finansiering af Better Place.

Der har til det sidste været arbejdet for at redde virksomheden. Det har hele tiden været en forudsætning, at Better Place Danmark fik adgang til ekstern finansiering i endnu to til tre år, før selskabet ville kunne stå på egne ben, skriver firmaet.

Men det lykkedes ikke.

- Vores beslutning om konkursbegæring er derfor det eneste ansvarlige at gøre i den konkrete situation, siger Johnny Hansen.

Virksomheden har arbejdet for at skabe et nationalt netværk, som gør det muligt for danskerne at køre i elbil med samme mobilitet som benzinkunderne.

- Siden vores netværk stod færdigt ved udgangen af 2012, har vores mere end 500 kunder kørt flere millioner kilometer og bevist, at elbilen er et reelt alternativ, siger han.

Better Place Global blev stiftet af Shai Agassi i 2007.

I Danmark etablerede Better Place sig 1. februar 2009 og har beskæftiget cirka 100 medarbejdere. Better Place ejes af Better Place Global og Dong Energy, som er mindretalsaktionær, skriver selskabet på sin hjemmeside.