Politiet vil øge kontrol af doping hos betjente

Rigspolitiet og Anti Doping Danmark arbejder sammen om øget kontrol med doping i politiets træningscentre.

Én ud af 13 personaleforeninger i politiet har en formel aftale med Anti Doping Danmark, og det er for lidt, mener Rigspolitiet, som vil udbygge samarbejdet med dopingmyndigheden.

Det fremgår fredag af et svar fra justitsminister Morten Bødskov (S) til Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, der vil vide, hvad ministeren vil gøre ved, "at en stor del af politiets træningscentre ikke er tilsluttet antidoping Danmark".

- Rigspolitiet og Anti Doping Danmark er i øjeblikket i dialog med henblik på at sikre en udbygning af samarbejdet, herunder at det fremtidige samarbejde kommer til at foregå på et mere systematisk og transparent grundlag, oplyser Rigspolitiet.

Det er politiet i København, der har det nuværende samarbejde med dopingmyndigheden. Landets øvrige politikredse samt Rigspolitiet har ikke en aftale med Anti Doping Danmark.

Men det er der nu ifølge Rigspolitiet "et stort ledelsesmæssigt fokus på".

- Rigspolitiet har samtidig iværksat et projekt, der skal medvirke til at sikre, at kontrolindsatser tilpasses forholdene på de mange forskellige lokaliteter i politiet, hvor medarbejderne udøver fysisk træning, står der i svaret fra justitsministeren.

Betjent tiltalt for at købe og videresælge steroider

Netop hos Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskningscenter - i et omklædningsrum - fandt betjente skyts til at tiltale en dengang 37-årig betjent for at sælge dopingmidler.

Betjenten er tiltalt for at købe og videresælge steroider for mindst 6000 kroner fra 2009 og frem til oktober 2010. Retssagen starter torsdag i næste uge i Københavns Byret.

Hvis det viser sig, at betjenten rent faktisk har solgt dopingmidler, så er det ifølge Rigspolitiet et af ganske få tilfælde.

Rigspolitiet oplyser til Ritzau, at de arbejder på, hvad samarbejdet skal indeholde, og man regner med at have det på plads i den nærmeste fremtid.