Ishøj vil hjælpe æresdræbt kvindes børn

De to børn, der blev moderløse, da den dansk-pakistanske kvinde Tahirah Tabassum blev dræbt for to uger siden, skal have hjælp fra deres danske hjemkommune.

Familien boede indtil 2005 i Vejleåparken i Ishøj Kommune. Men
i september 2005 flyttede moderen og de to børn til Pakistan. Nu
står børnene i en uvis situation, efter at det i går kom frem,
at deres mor er blevet dræbt i Pakistan.

- Vores forvaltning vil undersøge, hvor familien boede, og
hvad man kan gøre. Kommunen vil selvfølgelig undersøge, hvad det
er for en familie. Det er vi ved at indkredse, og så vil man
opsøge familien for at se, hvad der skal gøres, siger borgmester
Ole Bjørstorp fra Ishøj Kommune til DR Nyheder.

Børnene flyttede 11. september 2005 fra Danmark, og de bor i
øjeblikket i Pakistan hos familien til den mand, der mistænkes
for at have begået mordet på deres mor. Og det har skabt
utryghed hos de pårørende til den dræbte mor.

Derfor opfordrer Ishøj Kommune de pårørende til at henvende
sig til kommunen.

- Det er godt, hvis de pårørende henvender sig til Ishøj
Kommune. Det er den måde, vi kan indkredse problemets omfang og
også hurtigere komme i gang med hjælp, siger Ishøjs borgmester
Ole Bjørstorp.