Banalt skænderi førte til drab

Det var et natligt skænderi, som blandt andet handlede om parrets muligheder for at lease en bil, som førte til det brutale hustrudrab i Kokkedal i november, viser de foreløbige afhøringer af den sigtede, 28-årige ægtemand.

De foreløbige afhøringer af den
28-årige mand, som sidder varetægtsfængslet, sigtet for drab på
sin tre år yngre hustru, Janni Westh, i parrets rækkehus på
Brødregaardsvej i Brønsholm ved Kokkedal i november sidste år,
har afsløret, at drabet var et resultat af et skænderi mellem
ægtefolkene. Vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra afdelingen
for personfarlig kriminalitet ved Nordsjællands Politi betegner
tilmed skænderiet, der fik så tragiske følger, som "banalt". -
Det var tilsyneladende en diskussion om parrets økonomi, der
udviklede sig til skænderi og sluttelig til drab. Et af de
elementer, de to ægtefolk skændtes om, drejede sig om en bil,
som de ville lease, siger Henning Svendsen til Helsingør
Dagblad. Han vil ikke løfte sløret for yderligere detaljer fra
afhøringerne af manden.
Han fortæller at politiet aldrig tidligere har været på besøg
i hjemmet i Brønsholm på grund af uroligheder eller lignende
mellem de to ægtefolk. Den fængslede er desuden helt ukendt i
kriminalregisteret og parret havde kun været gift i halvandet
år, da tragedien fandt sted. Efter drabet forsøgte ægtemanden
sig med en løgnehistorie om, at det var to bilindbrudstyve, der
havde slået konen ihjel. Det skulle være sket efter at han selv
i var blevet slået bevidstløs af "gerningsmændene". Men godt et
døgn senere blev den 28-årige anholdt og sigtet for drab. Han
kan "kun" erkende sig skyldig i vold med døden til følge.
Manden skal mentalundersøges og først når resultat af
undersøgelsen foreligger bliver straffesagen mod ham berammet.