Mistænkt for Tingbjerg-drab har dom for hjemmerøveri

Foto: TV2/Lorry

Den 20-årige mistænke for drabet på Sohail-Hamzaa Saleh i Tingbjerg er dømt for groft hjemmerøveri.

Et groft hjemmerøveri og en fangeflugt står på det kriminelle cv for den 20-årige, der er mistænkt for drabet på den 17-årige Sohail-Hamzaa Saleh i Tingbjerg søndag aften.

Den 20-årige, som er af tyrkisk oprindelse, blev onsdag tilbageholdt i lufthavnen i Düsseldorf, hvor han ifølge politiet var på vej til Tyrkiet.

Den mistænkte skal nu fremstilles for en dommer i Tyskland med henblik på udlevering til dansk politi.

Dansk politi havde allerede fat i den 20-årige, da han kun var 16 år. Det skete ved et groft hjemmerøveri i Tingbjerg 6. december 2009.

Ved røveriet fik en 55-årige mand et pudebetræk over hovedet og en nøglesnor omkring halsen og blev desuden udsat for flere spark og slag.

- Det var meget groft, ydmygende og næsten torturlignende, sagde anklageren om hjemmerøveriet under retssagen.

Den mistænkte for Tingbjerg-drabet boede med sin mor i Tingbjerg på tidspunktet for hjemmerøveriet. Han er født og opvokset i Danmark og var i gang med en VVS-uddannelse, da han blev arresteret.

Han blev idømt to et halvt års fængsel for sin rolle i hjemmerøveriet samt et andet røveri.

Inden den mistænkte fik dommen for hjemmerøveri, lykkedes det ham at flygte fra politiets varetægt. Det skete, da hans varetægtsfængsling skulle forlænges i Retten på Frederiksberg.

I forbindelse med retsmødet så han sit snit til at stikke af og forsvandt i løb. Københavns Politi betragtede ham dengang som farlig i pressede situationer.

Politiet vil have den 20-årige udleveret for drabet på den 17-årige Sohail-Hamzaa Saleh, der blev "likvideret" med to skud i hovedet på klos hold.

Ifølge politiets oplysninger hører den mistænkte og den dræbte til den samme gruppering i Tingbjerg, og de skulle sågar have været kammerater.

Politiet mener, at motivet til drabet skal findes i personlige uoverensstemmelser.