Finanskrise koster mange kirkebryllupper

Arkivfoto Foto: Lorry

Kom i kirke og bliv gift i badedragt og bowlerhat. Sådan lyder opfordringen fra sognepræst i Torup Sogn Karen Schrol-Fleischer.

Opfordringen er til de mange kærestepar, der gerne vil giftes, men som endnu tøver med at give hinanden det endelig »ja«. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Opfordringen skal ses i lyset af, at Torup Sogn er en del af en landsdækkende statistik, der viser, at færre og færre par lader sig gifte i de danske folkekirker. I Torup Sogn er antallet af vielser også faldet markant, fra 21 i 2007 til blot otte vielser sidste år.

Karen Schrol-Fleischer mener nemlig, at mange potentielle ægtepar går med en forestilling om, at et kirkebryllyp skal være ledsaget af en stor økonomisk udskrivning.